Ved køb af dette abonnement får du 1 års abonnement til Historiensverden.dk samt de historiske emner.

Bemærk:

1) Du skal betale med dankort for at købe dette abonnement

2) Ved udløb af dit årsabonnement, fornyes abonnementet automatisk for endnu 1 år. Betaling herfor sker automatisk via dit dankort.

En af de mest markante begivenheder i nyere tids historie er Den amerikanske Borgerkrig, som var et sammenstød mellem to af den vestlige hemisfæres største hære. Det var samtidig et ideologisk sammenstød, da Sydstaterne holdt fast i de gamle traditionelle værdier, mens nordstaterne var forkæmpere for frihedsidealerne. Krigen var dog hovedsageligt et udslag af uenighed om de enkelte staters rettigheder og hvor meget den amerikanske forbundsregering i Washington skulle blande sig i lovgivningen. Valget af Abraham Lincoln som USA’s præsident var den direkte årsag, fordi man i Sydstaterne mente, at Lincoln og republikanerne ønskede at afskaffe slaveriet. South Carolina var den første af i alt elleve stater til at erklære deres uafhængighed af Amerikas Forenede Stater.

Abraham Lincoln var en central skikkelse i amerikansk politik allerede før borgerkrigens udbrud. Han var en kendt taler, og bogen giver i den forbindelse en detaljeret retorisk analyse af en lang række af hans taler, som for eksempel A House Divided-talen fra 1858 og ikke mindst debatterne med Stephen A. Douglas samt den berømte tale ved Gettysburg. Centralt i disse taler og debatter behandles spørgsmålet om slaveriets berettigelse, som denne bog analyserer indgående.

Udover at blive præsenteret for nogle af de store og vigtigste slag samt personligheder, afslører bogen, hvordan militære begivenheder påvirkede afgørende politiske faktorer, inklusiv moralen blandt indbyggerne i både nord- og sydstaterne og de to regeringers politik.

Reformationen er den eneste kulturhistoriske epoke i europæisk historie, der skyldes én mands handlinger. Denne mand var en simpel tysk munk ved navn Martin Luther (1483-1546). Martin Luther var den vigtigste person i denne kritiske bevægelse, der førte til den protestantiske reformation og et brud med den romersk- katolske kirke. Dette førte på mange måder til et afgørende brud med middelalderen og førte Europa ind i den moderne tidsalder. Efter en gennemgang af den romersk-katolske kirke i middelalderen og hvilke problemer kirken i Rom stod overfor med henblik på korrupte paver og salg af afladsbreve, giver denne bog med titlen Reformationen i Europa. Martin Luther og protestantismen en gennemgang af reformationen fra 1517 til 1555. Centralt for denne bog er Martin Luthers protestantiske reformation i Tyskland og hans teologi, men de andre protestantiske retninger spillede også en betydelig rolle. I Zürich skabte Ulrich Zwingli i 1520’erne en reformation, der adskilte sig fra Luthers i Tyskland. I det hele taget opstod der talrige reformerte retninger, heriblandt den anabaptistiske, der kulminerede med det anabaptistiske kongedømme i Münster.

En anden af reformationens hovedpersoner var franskmanden Jean Calvin, der havde en anderledes opfattelse af kristendommen end Luther, hvilket førte til, at reformationen splittede i to retninger, der sidenhen er blevet kendt som lutheranismen og calvinismen. Martin Luthers kristendom fik størst indflydelse i det nordlige Europa, mens Jean Calvins protestantisme fik størst indflydelse i Nederlandene og i Frankrig og ikke mindst Skotland. England oplevede en tilsvarende reformation, der dog adskilte sig markant fra det europæiske kontinent, da Henrik 8. brød med kirken af helt andre årsager.

Den østromerske civilisation omtales traditionelt som Det byzantinske Rige; men hvad betyder ordet byzantinsk og hvornår opstod Det byzantinske Rige? Disse og mange andre spørgsmål bliver behandlet i denne bog, der bærer titlen Det byzantinske Rige. Et Riges Grundlæggelse.

behandles de tidlige århundreder med fokus på tiden fra Diocletians tronbestigelse i 284 til begyndelsen af det 7. århundrede. Vi følger forvandlingen af det klassisk romerske imperium i øst til dannelsen af det middelalderlige Byzantinske Rige. Romerriget oplevede en alvorlig politisk, militær og social krise i det 3. århundrede e.v.t. Riget blev dog reddet af Diocletians reformer og sin kristne efter- følger, Konstantin den Store, der trak Romerriget i en ny retning, da han sikrede kristendommens rolle i Romerriget. Kristendommen nød kejsermagtens beskyttelse, selv om de traditionelle religioner var dominerende langt ind i det 5. århundrede. Den kulturelle transformation accelererede under kejser Justinian (527-565), der forsøgte at genskabe Romerriget. Hans forsøg mislykkedes og riget var på randen af sammenbrud, da Heraklios i 610 satte sig på magten og reddede riget fra kollaps.Heraklios genskabte riget, men forvandlede det til et nyt rige, der adskilte sig kulturelt og politisk fra det tidligere Romerrige.

Nationalstaternes tidsalder. Revolutioner og Nationalisme fokuserer på nationalstaternes tid i Europa i årene fra 1789 til 1871. Som optakt til Den franske Revolution indledes med en beskrivelse af den politiske, samfundsmæssige og økonomiske situation i det enevældige Europa. I Frankrig blev det guddommelige monarki i det 18. århundrede konstant under angreb fra oplysningstidens filosoffer, og kritikken af monarkiet kulminerede med revolutionens begyndelse i 1789. Denne begivenhed førte til kongedømmets afskaffelse og indførelsen af republikken samt krige mellem det revolutionære Frankrig og de europæiske monarkier, som ønskede at forhindre revolutionen i at brede sig.

Napoleon Bonaparte skubbede den nye franske republik til side og udråbte sig selv til fransk kejser. Europas monarker så Napoleon og hans imperium - det største siden Rom - som en trussel mod både den europæiske magtbalance og monarkiet som institution. Napoleons herredømme endte med det berømte nederlag ved Waterloo, hvorefter de europæiske stormagter ved Wienerkongressen genskabte den europæiske magtbalance. Liberalistiske og nationalistiske forhåbninger om forfatninger og nationalstater blev knust af magthaverne. Uroen ulmede dog og brød ud i lys lue i 1848.

Revolutionerne i 1848 havde omfattende politiske konsekvenser for Europa, da de konservative magthavere i stedet for at bekæmpe ideerne begyndte at inkorporere dem i deres politiske dagsorden. Dette kom i høj grad til udtryk i Otto von Bismarcks forening af Tyskland i 1871, men også i dannelsen af Italien i 1861.

Han overtog magten efter en tronraner ved navn Bardiya, men det varede ikke længe før flere forsøgte at løsrive sig fra perserkongens magt. Det førte til talrige oprør, som det efter talrige slag og kampe lykkedes at nedkæmpe. Dette lod han forevige på det stor­slåe­d­e Behistun monument i det vestlige Iran. 

Læs om Dareios den Stores magt­o­ver­ta­gel­se, kampe mod oprørerne og hvordan han ef­ter­følg­end­e organiserede riget. Han regerede over verdens mægt­igs­te imperium, og det eneste, der stod i vejen, var grækerne...

Isis var op­rin­de­ligt en ægyptisk gudinde, der spillede en særdeles fremtrædende rolle i det faraoniske Ægypten. Hun var kendt som Osiris' hustru og moder til Horus, men de færreste er ikke klar over hendes enorme be­tyd­ning i romersk tid. 

I det 4. årh­undr­ed­e f.v.t. spredte dyrkelsen af Isis sig til Mid­del­havs­om­råde­t med et tempel i Piræus i Grækenland. Herefter kom kulten hurtigt til kystbyerne langs Italiens kyst og til Rom. 

I senrepublikansk tid blev kulten flere gange forsøgt bekæmpet. Dette fort­satte angiveligt under Augustus og Tiberius, men de formåede ikke at stoppe spredningen og der fandtes snart Isistempler overalt i Romer­riget.

Isis blev identificeret med en lang række romerske og græske gudinder og på dette tids­punkt var Isis og kulten fjern fra den oprindelige ægyptiske gudinde. Hun var blevet en universalgudinde i en synkretistisk mysteriereligion med hovedvægt på frelse og forløsning. Til sidst blev Isiskulten dog fortrængt af kris­ten­dom­men, der havde en fordel ved et organiseret præsteskab og en hellig bog.