|
Forside | Log ind |
 
|
| Historie | Verdens historie | Europas historie | Tidlig middelalder | Højmiddelalder | Senmiddelalder |
Middelalderens Afslutning
|
 Ifølge de italienske humanister sluttede middelalderen med renæssancen i 14. og 15. århundrede, men var det virkelig tilfældet? En række historikere har igennem tiden og med rette udfordret denne påstand ved at tage fat på politiske, økonomiske, demografiske og samfundsmæssige hensyn. Man taler konstant om brud, men var der med humanismen og renæssancen egentlig tale om et brud med fortiden? Når man ser på de politiske, økonomiske, demografiske og samfundsmæssige forhold samt humanismen og den italienske renæssance, så var der en betydelig grad af kontinuitet. Definitionen på middelalderen Det er den traditionelle opfattelse, at middelalderen sluttede i 14. og 15. århundrede. I hvert fald var det den konklusion, som de italienske renæssancehumanister med Francesco Petrarca nåede frem til, og deres syn på historien har naturligvis haft stor indflydelse på den moderne opfattelse. En af de historikere, som har været med til at forme vores billede af renæssancen, er Jacob Burckhardt, hvortil kommer den nederlandske historiker Johan Huizinga. Begge historikere er enige i den betragtning, at senmiddelalderen udgør enden på middelalderen, som altså sluttede omkring år 1500. Nogle historikere har dog efterfølgende sat spørgsmålstegn ved denne definition af middelalderen ved at argumentere for, at middelalderen faktisk fortsatte. Bag dette argument ligger nogle politiske, økonomiske, demografiske og samfundsmæssige betragtninger. Eksempelvis fortsatte den dominerende styreform med at være det arvelige monarki, hvor kongeembedet blev overdraget fra far til søn eller et andet familiemedlem. Ligeledes oplevede man en kontinuitet indenfor økonomien, som hovedsageligt var agrar. Ligesom bønderne levede på et subsistensgrundlag, var det samme tendenser, man oplevede indenfor håndværk. Håndværksfagene inde i byerne var familieforetagender, som blev reguleret af organisationer kendt som lav (eller gilder), hvis formål det var at udrydde konkurrence blandt producenterne. Alle producenter skulle have mulighed for at leve et anstændigt liv, og ingen producent kunne derfor få lov til at få en fordel frem for de andre og sætte dem ud af spilet. Målet for en handelsmand var at maksimere profitten gennem få salg, da transportomkostningerne var enorme i forhold til vores standarder. Socialt var middelalderen en periode, hvor der eksisterede arvelige grupperinger, som nød en lang række privilegier, som andre ikke havde mulig for at få del i. Den sociale elite var adelen, en arveligt defineret gruppe, som nød en lang række juridiske og økonomiske privilegier, som blev nægtet andre; privilegier som for eksempel skattefritagelse. Grundlaget for adelens magt var først og fremmest jord, men også den militære dominans. Adelige nød deres sociale forrang, fordi de kunne kæmpe, og de nød godt af ressourcerne, som gjorde det muligt for dem at købe alt det, en ridder skulle have. Adelen byggede også borge, hvorfra de kunne kontrollere store områder og beskytte sig selv mod andre adelige og ikke mindst kongemagten. I bunden af samfundet fandt man de livegne bønder, som juridisk var en ufri gruppe underkastet en række juridiske restriktioner, heriblandt hvad angår muligheden for at bevæge sig frit omkring. De skulle endvidere arbejde for deres ejere et vist antal dage om ugen uden at få betaling herfor. Kulturelt, intellektuelt og religiøst kunne man definere middelalderen som en periode, hvor troen på Gud var universel. Troen på, at Gud ikke eksisterede, var simpelthen ikkeeksisterende. Det var i hvert fald ikke noget, som man kunne udtale offentligt, da det helt sikkert ville have resulteret i den sikre død. Den katolske kristendom var den dominerende religion i Europa, og det intellektuelle liv centrerede sig omkring teologi og Gud. Bibelske studier blev betragtet som den højeste form for lærdom. Ærbødigheden overfor fortidens intellektuelle autoriteter, som udover Bibelen omfattede store personligheder som Aristoteles, Platon og Sankt Augustin, var enorm. Demografisk var middelalderen karakteriseret af en høj fødsels- og dødsrate, mens den moderne verden i dag er karakteriseret af lave fødselsrater og relativt lave dødsrater. Dette var tilfældet i middelalderen både i perioder, hvor den demografiske udvikling var positiv, og i perioder, hvor den var negativ. Den forventede levealder i middelalderen kunne svinge fra 35 år og helt ned til 25 år. På et hvilket som helst tidspunkt i middelalderen døde en fjerdedel af alle børn indenfor det første leveår, og den anden fjerdedel døde, før de nåede teenagealderen. Når man nåede voksenalderen var der en forholdsvis stor sandsynlighed for, at man kunne blive mellem 50 og 60 år. Mange af disse elementer, som traditionelt bruges til at definere middelalderen, kunne meget vel også bruges til at definere den antikke verden. Roms økonomi var eksempelvis også overvejende agrar, og dødsraterne mindede meget om situationen i middelalderen. I Romerriget var den dominerende styreform ligeledes det arvelige monarki, i hvert fald siden Augustus. Den katolske kristendom blev den dominerende religion i Europa i løbet af det 4. århundrede. Livegenskabet opstod i 7. århundrede, og en arvelig adel, der kæmpede ligesom riddere og byggede borge, dukkede op i det 11. århundrede. Lav-systemet, som strukturerede den europæiske urbane økonomi, tog form i 12. og 13. århundrede. Selv om man må anerkende, at disse forskellige faktorer opstod på forskellige tidspunkter, og at de således ikke er særligt karakteristiske for middelalderen, kan man godt acceptere, at mange af disse faktorer kan udgøre en definition på middelalderen. Der er naturligvis mange flere faktorer, men det giver alligevel en mulighed for at bedømme, hvornår og hvorfor middelalderen sluttede. Hvis disse faktorer er gyldige, må de italienske renæssancehumanisters påstand om, at middelalderen sluttede i løbet af 14. og 15. århundrede, afvises. Brud med middelalderen? De italienske humanister brød helt klart med fortiden, da de genoplivede de klassiske normer indenfor kunst og litteratur og knyttede en høj moral til studiet af den antikke litteratur. De brød med fortiden, men den italienske renæssance brød ikke med de eksisterende styreformer, da der ikke var nogen, som udfordrede det arvelige monarki. Humanisterne var ikke interesserede i at afskaffe adelen og livegenskabet. Endvidere havde den italienske renæssance heller ikke nogen demografisk side, da mennesker hverken levede længere eller kortere. Økonomisk kom det heller ikke til de store forandringer, da lav-systemet fortsatte langt ind i de efterfølgende århundreder. Hvordan folk arbejdede, og hvor de boede, ændrede sig ligeledes ikke fundamentalt. Renæssancen fik ikke folk til at genoverveje forholdet mellem menneskeheden og det guddommelige, og det kom således ikke til en splittelse af kristendommen. De vigtigste forandringer lå stadig et stykke ude i fremtiden. Selv om det ikke kom til et brud indenfor mange af disse områder, blev grundlaget for de fremtidige forandringer dog lagt i senmiddelalderen. Med erhvervelsen af nye landbrugsprodukter fra Den nye Verden som for eksempel majs og kartofler som supplement til korn blev scenen sat til en omstilling fra det førmoderne demografiske system med høje døds- og fødselsrater til et moderne demografisk system med lave døds- og fødselsrater. Det humanistiske argument, at mennesket kunne og skulle opnå lykke i denne verden, og at de skulle forvente og kræve det, var en naturlig følge af, at man begyndte at sætte spørgsmålstegn ved styreformen, troen og den økonomiske organisering. De skulle evaluere, om de eksisterende former for regering, trossæt og økonomisk produktion gjorde mennesker lykkelige. Hvis de ikke gjorde mennesker lykkelige, var vi som mennesker forpligtet til at fjerne dem og skabe noget nyt og bedre. Både Christoffer Columbus’ rejse til Den nye Verden og den italienske renæssance kombinerede en tredje mulighed for at lægge fundamentet for fremtidig forandring. Begge disse forandringer satte spørgsmålstegn ved den hidtidige uanfægtelige intellektuelle autoritet. Humanisterne deltog i dissekeringen af menneskekroppe og bemærkede, at det, de med deres egne øjne så, ikke passede med de græske medicinske afhandlinger, som ellers blev betragtet som den højeste autoritet. Herefter kunne humanisterne kun gætte sig til, hvad disse gamle bøger ellers havde taget fejl omkring. En lignende betydning fik Christoffer Columbus’ opdagelse af Amerika, da folk begyndte at forstå, at dette var et helt nyt kontinent, hvis eksistens tidligere havde været fuldstændig ukendt for europæerne og den antikke verden; dette rystede også humanisternes viden om geografi, som også stammede fra de gamle grækere. Humanisterne blev således fuldstændig klar over de gamle bøgers utilstrækkelighed, hvad enten der var tale om Bibelen, eller der var tale om Platon og Aristoteles. Disse bøger kunne ikke fortælle alt, hvad man ønskede at vide, uanset om der var tale om anatomi eller geografi. Hvornår sluttede middelalderen? Men hvis middelalderen ikke sluttede i år 1500, hvornår sluttede den så? Umiddelbart synes 16. og 17. århundrede at være en sandsynlig kandidat, da det trods alt var i denne periode, at man oplevede først den protestantiske reformation og dernæst Den videnskabelige Revolution. Disse begivenheder kan med rette siges at gøre en ende på mange af middelalderens forestillinger om verden. Mellem 1543, da Nikolaus Kopernikus publicerede sit værk om himmellegemerne, og 1687, da Isaac Newton publicerede sit værk om matematiske principper, oplevede Europa en videnskabelig revolution. Videnskabsfolk byggede på humanisternes erkendelse af, at empirisk observering af verden kunne fortælle dig ting, som man ikke kunne læse sig til i de gamle bøger. I denne periode opfandt man nye instrumenter, som kunne understøtte de empiriske observationer, som for eksempel teleskopet, der kunne bruges til at studere himlen, og mikroskopet, der kunne bruges til at studere mikrober, som ikke kunne ses med det blotte øje. Videnskabsfolk udviklede også sofistikerede matematiske formler med det formål at modbevise gamle ideer, som for eksempel at Solen kredsede om Jorden. Ved at beskrive universet gennem matematisk lov, sådan som for eksempel Newton gjorde, formåede videnskabsmændene i Den videnskabelige Revolution at gøre Gud til en mere fjern figur, end Gud tidligere havde været. Det overnaturlige og det mirakuløse syntes ikke længere at være en sandsynlig hændelse, det var snarere en afvigelse. I midten af Den videnskabelige Revolution skrev en franske matematiker ved navn René Descartes (1596-1650) i 1637 et værk, som for alvor rystede verden i dens gamle grundvold. Værket hed Discours de la méthode (”Om Metoden”). Heri skrev han, at han ville begynde sin søgen efter sandheden ved systematisk at betvivle alt, det han før troede på, især det, som han havde lært gennem bøger. I de gamle bøger havde han læst om de mærkeligste og utroligste ting, som han nu havde grund til at betvivle. René Descartes’ løsning på denne krise var induktion, hvor man observerer enkelttilfælde og herefter konkluderer noget generelt. De fleste af Descartes’ samtidige søgte en løsning på samme problem indenfor empirisk observation af den fysiske verden. Der opstod den tro, at videnskaben ikke alene kunne bruges til at skabe en mere nøjagtig beskrivelse af den fysiske verden; videnskaben kunne også bruges til at opnå det, som humanisterne kaldte menneskelig lykke, og den var bedre til at sikre dette end den klassiske litteratur. I 1620 udgav Sir Francis Bacon en bog med titlen Novum Organum (”Det nye Værktøj”). Heri argumenterede han for, at videnskabsmændene skulle organisere sig for at iværksætte systematiske eksperimenter i en søgen efter den videnskabelige sandhed, fordi den videnskabelige sandhed på et tidspunkt ville give mennesket magt over naturen. Den forestilling, at mennesket kunne kontrollere naturen, og at videnskaben var bedre end teologien og bedre end den klassiske litteratur, var en stor forandring. Den protestantiske reformation var også en markant ændring, da den ændrede de kristnes syn på den katolske kirkes universalitet og splittede det kristne Europa mellem katolikker, lutheranere, calvinister, anabaptister osv. Argumenterer man for, at den katolske kirkes enhed var kendetegnende for middelalderen, kan man se den protestantiske reformation som enden på middelalderen. Det eneste, som reformationen imidlertid gjorde, var at splitte kristendommen, og den var en begivenhed, som tog overhånd på grund af en strid om forståelsen af gamle tekster. De protestantiske reformatorer antog stadig, at de gamle tekster indeholdt den viden, som man havde brug for. Luther var i den grad en skolastisk teolog på linje med Thomas Aquinas. Reformationen handlede ikke om Guds eksistens, men om forskellige opfattelser af, hvordan man fik den bedste mulighed for at opnå frelse. Videnskabsmændene under Den videnskabelige Revolution var alle troende kristne, som accepterede eksistensen af mirakler og Guds magt. Sluttede middelalderen først i 18.-19. århundrede? Det afgørende punkt, hvor Europa gik fra at være middelalderligt til at være moderne, skete ifølge nogle forskere først i perioden mellem midten af det 18. og midten af det 19. århundrede. Det var først i den periode, at forandringerne for alvor slog igennem. I midten af det 18. århundrede kom det store gennembrud med Oplysningstiden og filosoffer som tyskeren Immanuel Kant og Voltaire, der argumenterede for, at mennesket ikke burde stole på andres intellektuelle autoritet. Dette gav Kant udtryk for i 1784, da han genbrugte den romerske digter Horats' udtryk sapere aude (”Hav mod til at være klog” eller ”hav mod til at bruge din egen forstand”) som motto for hele oplysningstiden. Mennesker skulle bruge deres egen forstand til at nå frem til sandheden, og når det, som man så og tænkte, kom i konflikt med de gamle bøger, skulle de gamle bøger afvises. Oplysningstiden var også, på en måde som ikke var set tidligere, fjendtligt indstillet overfor kristendommen. Nogle af oplysningstidens filosoffer var enten atheister, som altså ikke troede på nogen guddommelig kraft, eller deister, som troede på, at der var en Gud, men at Gud ikke havde noget at gøre med den fysiske verden. Filosofferne i oplysningstiden var generelt fjendtligt indstillet overfor såkaldte åbenbarede religioner, som udover kristendommen omfattede jødedommen og islam. Filosofferne var overbeviste om, at det var deres historiske mission at befri folk fra religionen og vise dem, at Gud, som de troede eksisterede i virkeligheden, slet ikke eksisterede. De argumenterede for, at tro var årsagen til menneskelig ulykke og ikke til menneskelig lykke. En verden, hvor den skotske filosof David Hume (1711-1776) kunne erklære, at der kun er et mirakel i hele menneskehedens historie, og det mirakel var det faktum, at nogle folk troede på eksistensen af mirakler, var en verden, der lå fjernt fra middelalderens tankesæt. En begivenhed, som spillede en afgørende rolle i afslutningen på middelalderen, var Den franske Revolution fra 1789 til 1799. Selv om den Franske Revolution naturligvis handlede om situationen i Frankrig, fik den verdensomspændende konsekvenser, delvist på grund af Napoleons postrevolutionære erobringer af Europa og spredningen af de revolutionære idealer. Men også fordi mange europæere havde høje tanker om det enevældige Frankrig. Den franske Revolution var meget mere radikal end Den amerikanske Revolution, og målet for de franske revolutionstilhængere var grundlæggende at sætte en stopper for middelalderen. I løbet af Den franske Revolution blev den franske kong Ludvig 16. henrettet, og dermed afskaffedes – dog kun midlertidigt – det franske monarki. Alligevel eksperimenterede de revolutionære under Den franske Revolution med en anden styreform i skikkelse af republikken og en demokratisk valgt regering. Akkurat ligesom Oplysningstiden stillede spørgsmålet om Guds eksistens, stillede Den franske Revolution spørgsmålet, om den bedste styreform var et monarki eller en republik og et demokrati? Under Den franske Revolution afskaffede de revolutionære den franske adel og de privilegier, som havde været knyttet til adelen i århundreder. De revolutionære afskaffede også livegenskabet samt lavssystemet i de franske byer. I årtierne efter Den franske Revolution fulgte samme tendens i andre europæiske lande, hvor man også afskaffede adelens privilegier, frigav de livegne og afskaffede lavene. Selv om adelen, livegenskabet og lavssystemet i 1790’erne var markant anderledes end pendanterne, som eksisterede i 13. og 14. århundrede, var de fundamentalt stadig middelalderlige institutioner, som altså blev afskaffet i slutningen af det 18. århundrede, og i andre dele af Europa først i 19. og 20. århundrede. Det var i slutningen af 18. og i løbet af tidlig 19. århundrede, at liberalismen som politisk og økonomisk filosofi for alvor slog igennem. Liberalismens fader Adam Smith mente, at regeringen skulle begrænses, mens det individuelle menneskes frihed skulle øges. Det enkelte menneske havde retten til at søge sin egen lykke, hvilket i sidste ende ville hæve levestandarden for alle. Liberalisterne var modstandere af enhver form for korporativ organisation, som blandede sig i den individuelle frihed og var således modstandere af lavssystemet. Den liberalistiske tankegang var den diametrale modsætning af den middelalderlige måde at tænke på. Lavssystemet var blevet dannet med det formål at forhindre økonomisk konkurrence, mens liberalismen så konkurrencen som dynamoen bag den økonomiske fremgang og effektivitet. Liberalismens opdukken var således også stærkt medvirkende til at sætte en stopper for middelalderen. Demografisk skete der også en fundamental forandring i perioden fra midten af det 18. til midten af det 19. århundrede. Det var en periode, hvor man oplevede, at levestandarden blev hævet, og som konsekvens heraf steg levealderen betragteligt. Dette var en følge af nye landbrugsprodukter og den videnskabelige samt teknologiske fremgang, hvor folk eksperimenterede med nye måder at dyrke landbrug på. Levealderen steg, mens børnedødeligheden dalede. Mennesker begyndte at indse, at de kunne beskytte sig selv mod sygdomme. Edward Jenners eksperimenter med koppepodningen og publiceringen af disse resultater i 1798, viste for alvor europæerne at man nu kunne beskytte sig mod alvorlige sygdomme. De største videnskabelige gennembrud kom først efter midten af det 19. århundrede, men den videnskabelige udvikling var i fremdrift. Den industrielle Revolution fandt sted på præcis samme tidspunkt, og Den industrielle Revolution ændrede på fundamental vis måden, mennesket levede og arbejdede på. Folk arbejdede ikke længere i hjemmet, men på store fabrikker, og man arbejdede heller ikke længere sammen med sin familie. Derimod var man omgivet af mennesker, som man ikke havde noget forhold til. Konsekvensen af industrialiseringen var en massiv urbanisering, og det første land, hvor antallet af mennesker, som levede i byerne, oversteg befolkningen på landet, var England i 1851. Europa var med Den industrielle Revolution ikke længere agrart og domineret af bønder. Med Den industrielle Revolution fulgte også markante ændringer i måden, hvorpå informationer og varer blev transporteret eller videregivet. Indenfor transport skete der store forandringer med lokomotivets og jernbanens opfindelse i midten af 1820’erne, mens telegrafen betød, at informationer blev sendt hurtigere fra et sted til et andet. Middelalderen er en vanskelig og kompleks størrelse, som er vanskelig at definere, i hvert fald hvis vi tager fat i den politiske, økonomiske, sociale, demografiske samt teknologiske udvikling. I så fald er der flere middelalderlige elementer, som fortsætter med at eksistere langt op i det, som vi traditionelt betegner tidlig moderne tid. Publikationsår: 2015 Arbejdsspørgsmål: 1. Hvordan vil du definere middelalderen? Hvad karakteriserer middelalderen som historisk fænomen? 2. Hvorfor bør middelalderen slutte omkring år 1500? Diskutér og argumentér. 3. Hvorfor bør middelalderen ikke slutte omkring år 1500? Diskutér og argumentér. 4. Hvornår burde middelalderen slutte? Diskutér og argumentér. 5. Bør man revurdere hele opdelingen af historien i epoker? Bør der i den forbindelse overhovedet være noget, som hedder middelalderen? Diskutér og argumentér. Anbefalet litteratur: Brix, Jan Den tidlige Middelalder i Den tidlige Middelalder: De mørke Århundreder Middelalderens Verden, 2015 Brix, Jan Kollaps, affolkning og handel i Europæisk Middelalder: Den mørke Middelalder Middelalderens Verden, 2015 Brix, Jan Hvorfor middelalderen? i Europæisk Middelalder: Den mørke Middelalder Middelalderens Verden, 2015 Van Engen, John (red) The Past and Future of Medieval Studies University of Notre Dame Press, 1994. Bull, Marcus Thinking Medieval: An Introduction to the Study of the Middle Ages New York: Palgrave Macmillan, 2005. |
Af: Jan Brix
 Slaget ved Beograd Efter osmannernes erobring af Konstantinopel marcherede Mehmet 2. videre ind i Balkan. Først faldt det sydlige Serbien, og i 1456 belejrede han Beograd. Byen stod til at falde, men Janos Hunyadi kom Beograd til undsætning, og i et slag udenfor byens mure besejrede han tyrkerne. Det var ungarernes største sejr, men Hunyadi døde kort efter, hvorefter Beograd faldt.
 Jacob Burckhardt i 1840 Jacob Burckhardt Jacob Burckhardt (1818-1897) var en schweizisk kultur- og kunsthistoriker, professor i Basel 1858-93. Han studerede oprindelig teologi, men under studier i Berlin 1839-43 hos bl.a. Johann Gustav Droysen, Leopold von Ranke og Franz Kugler vaktes hans interesse for kunsthistorie og for Italien. Jacob Burckhardts banebrydende hovedværk var Die Kultur der Renaissance in Italien (1860, da. Renaissancens Kultur i Italien, 1903), hvori han fremfører to afgørende faktorer som grund til det store brud i europæisk kulturhistorie, som fandt sted med 1400-tallets italienske renæssance: en særlig italiensk folkeånd samt den genopdagede antikke kultur og kunst. Samspillet mellem disse faktorer muliggjorde udviklingen af et nyt samfund og en ny ubunden, skabende, selvstændig mennesketype, som inden for kunst, filosofi, videnskab, kultur og livsholdning lagde grunden til den moderne verden. Jacob Burckhardts skarpe skelnen mellem middelalder og renæssance blev bestridt af den følgende generations middelalderhistorikere, der fremhævede middelalderen som det store nybrud i Europas historie.  Johan Huizinga Johan Huizinga Johan Huizinga (1872–1945) var nederlandsk filolog og kulturhistoriker, professor i almen historie ved Universiteit Leiden. Huizinga beskæftigede sig oprindelig med indisk filologi, men er mest kendt som forfatter til kulturhistoriske skildringer, især Herfsttij der middeleeuwen. Det var et studie af liv, tanker og kunst i Frankrig og Nederlandene i 13- og 1400-tallet, beskrevet som en forfaldstid. Han har også skrevet en biografi over Erasmus af Rotterdam (1925) samt Homo ludens (1938, da. Homo Ludens. Om kulturens oprindelse i leg, 1963), en studie over legens rolle i kulturen. Han har også behandlet spørgsmålet om fremkomsten af national bevidsthed. Middelalderens begyndelse og afslutning Middelalderhistorikere har længe debatteret om, hvornår middelalderen begyndte og sluttede. Begyndte og sluttede middelalderen i et specifikt år? Denne debat finder ikke nogen ende, men der er mange forsøg på at besvare dette spørgsmål. Ideen om, at middelalderen eksisterede, går tilbage til renæssancen, da begrebet opstod. Begrebet henviste til en periode, hvor alt var i forfald sammenlignet med det storslåede Romerrige. Deres egen tidsalder - renæssancen - var imidlertid en ny guldalder. Historikere har ikke i dag det samme negative syn på middelalderen, men de har stadig en tendens til at placere den i nogle bestemte århundreder. Her er nogle af de mest almindelige: Hvornår begyndte middelalderen? Konstantin den Stores omvendelse til kristendommen i år 312 e.v.t. er ofte blevet brugt som begyndelsesåret for middelalderen. Det efterfølgende år udstedte han Milanoediktet, som gjorde kristendommen til en lovlig religion i Romerriget. Før dette blev de kristne forfulgt.  Konstantin den Stores drøm og slaget ved Den milviske Bro i 312 e.v.t. Det østromerske Rige - Byzans I 330 e.v.t. gjorde Konstantin den Store Byzantium til rigets hovedstad. Byen blev kendt som Konstantinopel ("Konstantins by"). Konstantinopel lå strategisk godt placeret ved det smalle stræde mellem Middelhavet og Sortehavet, og den var næsten uindtagelig fra landsiden. Desuden lå den i den rigeste del af riget. Da de store folkevandringer skyllede ind over Romerrigets grænser, var det kun Konstantinopel, som holdt stand. Det vestromerske Riges fald i år 476 e.v.t. Dette år afsatte germanerhøvdingen Odoaker den sidste vestromerske kejser, Romulus Augustulus. Romerriget fortsatte, og ingen vidste for den sags skyld, at Romerriget var kollapset. Alligevel bruges denne datering ofte til at markere enden på Det vestromerske Rige. Islams ekspansion omkring år 700 e.v.t. Den berømte middelalderhistoriker Henri Pirenne mente, at middelalderen begyndte omkring år 700, da den muslimske (arabiske) ekspansion forandrede Middelhavsområdet. Araberne tog magten i Nordafrika og Mellemøsten samt på Den iberiske Halvø. Denne erobring førte til et sammenbrud af den internationale handel, der tvang Europa til at indføre en mere agrarpræget økonomi.  Tariq, der i 711 e.v.t. krydsede Gibralter og indledte den islamiske erobring af Den iberiske Halvø Hvornår sluttede middelalderen? Laurbærkroningen af Petrarca i 1341: Den italienske digter Petrarca blev belønnet med laurbærkroningen i Rom for sit heltedigt Africa, som fortæller om Den 2. puniske Krig mellem Rom og Karthago. Mange har set dette som den uofficielle begyndelse på renæssancen.  Portræt af Francesco Petrarca Humanismen Betegnelsen humanisme kommer af det latinske humanus, der kan oversættes med "menneskelig". Humanismen betegner i første omgang en lære, der sætter menneskets dannelse som mål. Mennesket skal dannes for helt og fuldt blive et menneske. Til grund for dannelseskravet ligger der således en ideal bestemmelse af, hvad det vil sige at være menneske. Dette ideal forstås primært ud fra antikken. Renæssancehumanismen, der opstod med Petrarca, Valla, Pico della Mirandola, Erasmus af Rotterdam og Thomas More, er en europæisk strømning, der i opgør med skolastikken udtrykte den frigørelse af mennesket på forskellige livsområder, som fandt sted i renæssancen. Dette skete indenfor sekulariseringen samt kunst, litteratur og politik. Mennesket fremhæves som centrum. Målet sættes i dets udfoldelse af de muligheder, som karakteriserer det som menneske, efter et ideal om "universalmennesket". Konstantinopels fald i 1453: Osmannernes erobring af byen markerede enden på Det byzantinske Rige og dermed de sidste rester af Romerriget.  I 1453 faldt Konstantinopel og dermed Det byzantinske Rige, der havde eksisteret siden antikken. Byen blev erobret af de osmanniske tyrkere, anført af sultan Mehmet 2., som man på dette billede fra 1800-tallet ser ride ind i Konstantinopel. Byen dannede herefter udgangspunkt for den fremtidige osmanniske erobring. Opdagelsen af Amerika i 1492: med Christoffer Columbus' opdagelse af Amerika indledtes en opdagelses- og koloniseringsfase, som på markant vis ændrede Europa og verden.  Christoffer Columbus er den mest berømte af de store opdagelsesrejsende. Han var egentlig italiener, men kom til Portugal. Han forsøgte at overtale kongen af Portugal til at sende ham over Atlanterhavet. Kongen afviste, hvorefter det lykkedes Columbus at overtale det spanske kongepar. Reformationens begyndelse i 1517: Den 31. oktober 1517 kom Martin Luther med sine 95 teser, der førte til et brud med den romersk-katolske kirke.  Martin Luther (1483-1546) betragtes som fader til den protestantiske reformation. I 1517 udfordrede han den romerske kirke omkring spørgsmålet om afladssalget. Han blev ekskommunikeret i 1520. I adskillige værker afviste han store dele af den katolske teologi. For Luther var Bibelen kilden til sandheden og frelsen, og den kunne tolkes af alle mennesker. Det var troen alene og ikke gode gerninger, der førte til frelse. |
