Det islamiske Al-Andalus


I flere årh­undr­ed­er var Den iberiske Halvø do­mi­ne­ret af mus­li­mer­ne, som erobrede området i be­gyn­del­sen af det 8. årh­undr­ed­e. Det i­sla­mi­ske Spanien eller al-Andalus, som araberne kaldte det, var i perioden fra det 8. til 10. årh­undr­ed­e et af de mest øk­on­om­isk velud­vik­le­de områder og sofistikerede områder af Europa. Al-Andalus havde en usædvanlig blanding af religiøs og etnisk mangfoldighed, sofistikeret økonomi og højkultur. Dette har fået nogle his­to­ri­ke­re til at romantisere omkring det i­sla­mi­ske Spanien og se dette som guldalderen for samvær mellem jøder, kristne og muslimer.
Spanien var reli­gi­øst og etnisk et mangfoldigt og komplekst område af Europa. Det havde en betydelig muslimsk, kristen og jødisk be­folk­ning, som levede side om side. Men at romantisere dette forhold giver absolut ingen mening. Politik i al-Andalus var brutal, og kristne såvel som jøder blev un­der­kas­tet visse re­li­gi­øs­e og juridiske uligheder i forhold til mus­li­mer­ne. Al-Andalus var dog centralt for den kul­tu­rel­le udveksling mellem de i­sla­mi­ske og kristne verdener i resten af mid­del­al­de­ren.

Mus­li­mer­nes ankomst til Den iberiske Halvø
I årh­undr­ed­er havde vestgoterne do­mi­ne­ret Den iberiske Halvø, men igennem anden halvdel af det 7. årh­undr­ed­e mar­che­re­de araberne i Allahs navn gennem Nordafr­ik­a. Statholderen i Nordafr­ik­a, en vis Musa bin Nusayr, som regerede området fra Kairouan (nu­vær­end­e Tunesien), havde van­ske­ligt ved at pacificere de krigeriske berberstammer. For at aflede deres krigeriske instinkter sendte han i 711 en flok berbere anført af Tariq over strædet til Den iberiske Halvø. Tariq be­sej­re­de i det første slag kong Rodrigo, hvor­ef­ter det svagt strukturerede vestgotiske styre brød sammen. Musa fik hurtigt in­te­res­se for området, hvorfor han or­ga­ni­se­re­de en arabisk hær, der uden større besvær fort­satte e­rob­rin­gen af halvøen. I 715 nåede de til Gijón ved Biscayen og det følgende år til Barcelona. De krydsede også Pyrenæerne og erobrede området op til Narbonne. I de følgende år fort­satte de længere nordpå indtil den militære ek­span­si­on blev afløst af til­ba­ge­trækn­ing, da de i 732 blev besejret af fran­ker­ne ved Poitiers. I 759 blev de for­dre­vet fra Narbonne, hvor­ef­ter mus­li­mer­ne kon­so­li­de­re­de deres magt syd for Pyrenæerne.
Araberne mødte dog modstand på Den iberiske Halvø, da kristne under ledelse af den vestgotiske aristokrat Pelagius (spansk: Pelayo) or­ga­ni­se­re­de de kristne i de asturiske bjerge (718-720). De kristne i det vanskelige terræn blev aldrig undertvunget. Pelagius og hans ef­ter­følg­ere op­byg­ge­de kernen til det kristne fyrstedømme Asturien. Mus­li­mer­ne opgav desuden omkring 740 Galicien på grund af forbitrelse blandt berberne, som ikke fandt området tillokkende i forhold til de mere frodige pro­vin­ser langs floderne Ebro, Guadalquivir, Tajo og Júcar. På grund af hun­gers­nød i dette isolerede område gjorde de oprør og begyndte i stedet at bekrige araberne.
Det var således hovedparten af det vestgotiske Spanien, som faldt i hænderne på araberne og berberne, men med kristne enklaver. Der blev dannet en grænse i det nordlige Spanien langs floddalene Duero og Ebro, som adskilte det islamiskdominerede syd fra de kristne territorier i de bjergrige egne, hvor kon­ge­dømm­erne Kastilien-Leon og Aragonien tog form.

Umayyadedynastiet
De mus­lim­ske sejr­her­rer e­ta­ble­re­de en ho­ved­stad i al-Andalus, men i stedet for at overtage vestgoternes Toledo, valgte de Cordoba ved Guadalquivir, som lå længere mod syd og tættere på Nordafr­ik­a. Cordoba forblev det po­li­tis­ke centrum for det i­sla­mi­ske Spanien indtil be­gyn­del­sen af det 11. årh­undr­ed­e.
Indtil 756 var al-Andalus en del af et kæmpemæssigt imperium, der var un­der­kas­tet kaliffen i Damaskus. Statholderen i al-Andalus var en emir, som enten var blevet direkte udpeget af kaliffen i Damaskus eller af kaliffens re­præs­ent­ant­er i Nordafr­ik­a. Ud­vik­lingen i Mel­lem­øst­en tog dog en politisk drejning, som fik store kon­se­kvenser for al-Andalus, der som følge heraf blev et u­af­hængi­gt emirat. Fra midten af det 7. årh­undr­ed­e havde kaliffen i Damaskus tilhørt umayyadedynastiet, men i 750 gen­nem­ført­e abbasiderne et kup. De fjernede kaliffen og udslettede alle med­lem­mer af umayyadedynastiet. I stedet for at regere fra Damaskus flyttede abbasiderne ho­ved­sta­den til Bagdad, der forblev kalifatets hovedsæde frem til midten af det 13. årh­undr­ed­e. Der var dog ét medlem af umayyadedynastiet, som o­ver­le­ve­de. Det lykkedes en vis Abd ar-Rahman at flygte over Mid­del­ha­vet og blive leder for en oprørsgruppe i al-Andalus. Han be­sej­re­de den lokale emir i et slag, hvor­ef­ter han i 756 kunne lade sig udråbe til den nye emir i al-Andalus. Da han ikke havde i sinde at støtte abbasiderne, som havde dræbt de fleste af hans slægtninge, er­klær­ede­ han al-Andalus for politisk u­af­hængi­gt af kaliffen i Bagdad. Umayyaderne blev det nye herskerdynasti i al-Andalus og forblev ved magten indtil 1031. Abd ar-Rahman lod sig ikke udråbe til kalif, men blot til emir og er­klær­ede­ sig dermed ikke for reli­gi­øst u­af­hængi­g af Bagdad.

Cordobakalifatet
Umayyadedynastiet i al-Andalus nåede sit højtepunkt i det 10. årh­undr­ed­e, og det er værd at bemærke, at det i­sla­mi­ske al-Andalus og det kristne Europa bevægede sig i for­skel­li­ge tempi. Det vil være meget van­ske­ligt at betragte det 10. årh­undr­ed­e i Europa som et højd­ep­unkt, mens det i al-Andalus blev be­trag­tet som guldalderen. Det individ, som havde størst be­tyd­ning for denne ud­vik­ling, var Abd ar-Rahman 3., der havde en usædvanlig lang regering. Han blev i en alder af tyve år emir i 912 og regerede herefter frem til sin død i 961. Abd ar-Rahman 3. havde ikke arabiske træk, da han havde blå øjne og lyst hår. Hans mor var franker, og u­mid­del­bart var hans lyse udseende et handicap for ham, da han blev hånet af andre arabere. Han farvede an­gi­ve­ligt sit hår sort i et forsøg på ikke at skille sig så meget ud, men øjnene afslørede hans baggrund.
Abd ar-Rahman 3. var kendt for in magtan­ven­del­se i ned­kæmpn­ing­en af oprør og grupper, som udfordrede hans au­to­ri­tet. I flere områder af al-Andalus opstod der gang på gang væbnede opstande, or­ga­ni­se­ret af både arabiske klaner og lokalt forankrede adelsslægter. Emirerne brugte mange res­sour­cer på at nedkæmpe disse oprør, da halvdelen af indtægterne gik til dette. En af oprørerne var en vis ibn Hafsun, som havde plaget umayyaderne med talrige oprør. Da han døde i 917, fort­satte hans sønner opstandene imod Abd ar-Rahman 3., der dog var fast be­slut­tet på at gøre en ende på dette. Det tog ham elleve år, indtil han i 928 endelig havde besejret ibn Hafsuns sønner. Abd ar-Rahman 3. var i­mid­ler­tid ikke tilfreds med kun at besejre sine fjender. Han fandt frem til ibn Hafsuns lig, som havde ligget i jorden i elleve år. Han gravede liget op, hvor­ef­ter det blev korsfæstet i al offentlighed. Han ønskede at sende en besked til sine fjender om, at selv i døden undslap man ikke Abd ar-Rahman 3. - han ville finde frem til dig og straffe dig.
Abd ar-Rahman 3. var også særdeles kreativ i sin an­ven­del­se af tek­no­lo­gi, som kunne imponere de men­nes­ker, som kom i audiens hos ham. Abd ar-Rahman 3. blev så magtfuld, at han i 929 be­slut­te­de, at det var tid til, at umayyaderne tog den titel, som de engang havde haft i deres besid­delse, men mistet til abbasiderne. Han tog titlen kalif (arabisk: khalifa). Det vil sige, at han nu fremstod som profetens ef­ter­følg­er og de rettroendes leder. Hans problem var i­mid­ler­tid, at den i­sla­mi­ske verden nu var un­der­kas­tet tre for­skel­li­ge kaliffer, da fatimiderne i Nordafr­ik­a også havde udråbt deres kalif, hvortil na­tur­lig­vis kom abbasiderne i Bagdad.

Umayyadernes fald og Al-Mansur
Mod slut­nin­gen af det 10. årh­undr­ed­e var umayyaderne ved at miste kon­trol­len over al-Andalus, og tidligt i det 11. årh­undr­ed­e blev al-Andalus fragmenteret i et stort antal mindre u­af­hængi­ge riger. Kampene mellem umayyaderne og de kristne spanske kon­ge­dømm­er i nord tog til i slut­nin­gen af det 10. årh­undr­ed­e. En em­beds­mand ved navn Ibn Abi Amir gen­nem­ført­e talrige suc­ces­ful­de felttog mod de kristne, hvorfor han tillagde sig titlen al-Mansur b'illah (”Sejrherre med guds hjælp”). Han blev derfor enten kendt som al-Mansur eller Almanzor, som er hans spanske navn. Al-Mansur var ikke medlem af umayyadedynastiet, men opnåede kontrol med umayyaderne. Dette førte til forargelse og forbitrelse blandt de aristokratiske arabiske familier, som foragtede al-Mansur. Al-Mansur formåede at forpurre en sammensværgelse, der havde til hensigt at dræbe umayyadekaliffen i 976. Kaliffen var en 10-årig dreng ved navn al-Hisham 2., der som tak for, at al-Mansur reddede hans liv, gjorde denne i stand til at kon­trol­le­re kaliffen frem til al-Mansurs egen død i 1002.
Udover at forvandle kaliffen til en kransekagefigur øgede han også sin egen prestige og gjorde sin kontrol med staten acceptabel for andre ved at føre kon­stan­te krige mod de kristne i det nordlige Spanien. Han vandt en lang række sejre over de spanske kristne i nord. Blandt de mest spektakulære plyndringstogter og sejre var hans plyndring af Barcelona i 985, der gav genlyd i hele den kristne verden. Endnu vigtigere var dog hans angreb på Santiago de Compostela i 997. Santiago de Compostela er placeret i det nord­vest­li­ge Spanien og en af de vig­tigs­te kristne helligdomme. I år 814 mente man at have fundet de jordiske rester af apostlen Jakob i Galicien og på stedet - Campus stellae (Compostela), ("stjernens mark") - opførte man en katedral. Stedet blev knyttet til den kristne til­ba­ge­e­ro­bring af Spanien, da en fyrste af Navarra under et slag med mus­li­mer­ne i 844 så den populære helgen, som herefter fik tilnavnet Matamoros (”maurerdræberen”). Allerede sent i det 10. årh­undr­ed­e var Santiago de Compostela et stort pilgrimscenter i Europa, hvorfor al-Mansurs plyndring af stedet var endnu vigtigere. Med sig tog han kirkeklokkerne, og han tøvede ikke med at prale åbent om sine store bedrifter og sejre over de kristne. Ligesom enhver hersker i al-Andalus var han veluddannet og skrev poesi, hvoraf det meste handlede om hans militære sejre, og på baggrund heraf lærer vi også, at han langt fra var en ydmyg mand.
Al-Mansurs selvbestaltede storhed, som han opnåede gennem sine talrige militære sejre og kon­trol­len med umayyaderne, kom til udtryk ved opførelsen af hans eget hof med lærde og hofembedsmænd. Al-Mansur havde mere magt end kaliffen, men han gjorde ikke sig selv til kalif, da dette kunne få de andre med­lem­mer af umayyadedynastiet og andre arabiske aristokrater til i fællesskab at gå imod ham. Al-Mansur døde i 1002, men hans søn og ef­ter­følg­er, Sanjul, viste ikke helt den samme for­ståe­ls­e for politik som sin far. Sanjul var ikke tilfreds med den e­gent­li­ge magt. Han ønskede, at titlerne skulle følge med, og han o­ver­be­vis­te derfor umayyadekaliffen i Cordoba, som ikke havde en mandlig arving, om at udnævne ham til den næste kalif, hvor­ef­ter kalifatet ville komme i al-Mansur-familiens besid­delse. Kaliffen udnævnte Sanjul som sin arving, men dette fik andre med­lem­mer af umayyadedynastiet til at gøre modstand, og det samme gjorde andre med­lem­mer af det arabiske aristokrati i al-Andalus. Kon­flik­ten førte til en bor­ger­krig, som svækkede al-Andalus i adskil­lige årtier.
Bor­ger­krigen, der brød ud i 1009, var skæbnesvanger for Sanjul. Hans støtter forlod ham, og han blev taget til fange og korsfæstet. Bor­ger­krigen sluttede dog først i 1031, men i stedet for at genindsætte en umayyadeslægtning som kalif, be­slut­te­de de arabiske aristokrater at afskaffe kalifatet. I stedet split­ted­e de al-Andalus op i en række mindre riger, og denne fragmentering blev be­gyn­del­sen på den kristne til­ba­ge­e­ro­bring af Spanien, som for alvor tog sin be­gyn­del­se i slut­nin­gen af det 11. årh­undr­ed­e.

Økonomien i al-Andalus
Der var i tidlig mid­del­al­der stor forskel på at krydse grænsen mellem det i­sla­mi­ske al-Andalus og det kristne Spanien i nord. Det var som at træde ind i to for­skel­li­ge verdener. Ek­sem­pel­vis havde en stor kristen by i 8., 9. eller 10. årh­undr­ed­e måske en be­folk­ning på mellem 10.000 og 20.000 ind­byg­ge­re, og det var kun byerne i Italien, som nåede op på dette niveau. Til sam­men­lig­ning havde byen Cordoba på for­skel­li­ge tidspunkter i løbet af umayyadernes her­re­dømm­e en be­folk­ning på mellem 100.000 og 250.000. Ingen by i det kristne Europa kunne kon­kur­re­re med Cordoba, som var så udsædvanligt stor, fordi den var hovedsædet for umayyaderne, men der var andre byer i al-Andalus, hvor be­folk­nin­gen nåede op på 40.000 og 50.000. Al-Andalus var uden sam­men­lig­ning det mest urbaniserede område i Europa.
Al-Andalus nåede også et langt højere øk­on­om­isk niveau, da det havde betydelige handelsmæssige kon­tak­ter med andre dele af verden gennem arabiske han­dels­mænd. Man havde ek­sem­pel­vis betydelige kon­tak­ter med Kina og Indien gennem arabiske han­dels­folk, som rejste fra den ene ende af den i­sla­mi­ske verden til den anden. Det primære formål for de arabiske han­dels­folk i al-Andalus var at skaffe råmaterialer til Nordafr­ik­a og Mel­lem­øst­en, hvor man ek­sem­pel­vis ikke havde ret meget træ. Spanien kunne eksportere træ, fødevarer, korn og na­tur­lig­vis metaller, og til gengæld modtog araberne i al-Andalus luk­sus­va­rer fra fjerne egne af verden.
Handel mellem det i­sla­mi­ske al-Andalus og de kristne kon­ge­dømm­er mod nord var næsten ikke-ek­si­ste­ren­de, da Al-Andalus fo­ku­se­red­e på Nordafr­ik­a og det østlige Middelhavsområde. Årsagen til den be­græns­ed­e økon­om­isk­e ak­ti­vi­tet mellem al-Andalus og det kristne nord var, at det kristne Nordspanien var øk­on­om­isk underudviklet og ikke havde råd til varer pro­du­ce­ret i al-Andalus.
Araberne for­an­dre­de på mange måder Spanien, da de bragte nye tek­no­lo­gier og landbrugsprodukter med sig. Dette var i høj grad med­vir­ken­de til at gøre Spanien langt mere produktivt, end det tid­li­ge­re havde været. Romerne havde også bragt deres egne landbrugsteknikker med sig og blandt andet in­tro­du­ce­ret kunst­van­ding, som var altaf­gør­end­e for spansk landbrug. Arabernes ankomst fik dog langt større be­tyd­ning for landbrugslivet i Spanien, fordi de havde stor erfaring med at få fødevarer til at vokse i meget tørre områder. De havde stor erfaring med for­skel­li­ge kunst­van­dingssystemer, og disse bragte de med sig til Spanien. Introduktionen af disse systemer i Spanien har fået nogle his­to­ri­ke­re til at betegne denne proces som ”syrianiseringen af Spanien”, fordi de overtog nye planer og tek­no­lo­gier fra den arabiske verden.
De nye kunst­van­dingssystemer faldt i to kategorier. For det første bragte araberne med sig en om­fat­ten­de viden om, hvordan man skulle bruge kanaler og få vandet til at flyde fra fjerne floder og bjergegne ned til sletterne. Araberne havde også udviklet sofistikerede metoder til at hente vand op fra brønde, fx ved hjælp af hydrauliske hjul, som blev trukket af dyr. Araberne havde stor be­tyd­ning for det spanske landbrugs ud­vik­ling, hvorfor det er, at mange spanske landbrugsord eller ord, som er knyttet til kunst­van­ding, faktisk er arabiske ord.
Udover ny tek­no­lo­gi tog araberne også nye landbrugsplanter med sig til Spanien. Det var planter, som var meget af­hæng­ig­e af vand og derfor ikke kunne dyrkes i Spanien før arabernes ankomst. Dette var først og fremmest ris, men også suk­ker­rør og bomuld. Bomuld blev dog først in­tro­du­ce­ret af araberne sent i det 11. årh­undr­ed­e.
Forandringerne indenfor land­bru­get fandt sted relativt hurtigt. Allerede i løbet af det 8. årh­undr­ed­e blev de for­skel­li­ge teknikker og praksisser brugt flere stedet, og i takt med at lokale kristne så, hvor ef­fek­ti­ve disse teknikker var, begyndte de også selv at bruge de arabiske teknikker.

Den kul­tu­rel­le blomstring i al-Andalus
Den i­sla­mi­ske højkultur var ikke helt så hurtig til at blomstre som landbrugsteknikkerne. I det 8. årh­undr­ed­e var al-Andalus ikke den del af den i­sla­mi­ske verden, hvor man opholdt sig, hvis man ønskede at studere astronomi eller matematik eller finde græske manuskripter om filosofi.
Det var først for alvor i det 9. årh­undr­ed­e, at al-Andalus ud­vik­le­de sig til et vigtigt intellektuelt centrum i Europa og endda i hele den i­sla­mi­ske verden. I løbet af det 9. årh­undr­ed­e og især i løbet af det 10. årh­undr­ed­e begyndte lærde at samle sig i Spanien, og det var mus­lim­ske såvel som jødiske lærde. Disse forskere fik et godt rygte indenfor videnskaberne, især hvad angår matematik og astronomi.
Udover at tiltrække vigtige lærde samlede i man al-Andalus også på vigtige manuskripter – det var ek­sem­pel­vis græske filosofiske manuskripter, som havde fundet deres vej til denne ende af den i­sla­mi­ske verden. Med­lem­mer af umayyadedynastiet var af­gør­end­e for at bringe den i­sla­mi­ske højkultur til al-Andalus. Ek­sem­pel­vis var Abd ar-Rahman 3. en meget veluddannet mand og meget in­te­res­seret i forskning, og det samme var hans ef­ter­følg­er, al-Hakam, der regerede fra 961 til 976. Al-Hakam havde an­gi­ve­ligt et bib­li­o­tek på mere end 400.000 bind. Selv om dette tal utvivlsomt er alt for højt, var han i besid­delse af et bib­li­o­tek, som var større end noget bib­li­o­tek i det kristne Europa. Et bevis på, at al-Andalus havde udviklet sig til et intellektuelt centrum, er Gerbert af Aurillac. Han var kristen og for­ment­lig den vig­tigs­te matematiker i det 10. årh­undr­ed­es Europa, og da han ønskede at lære om matematik og at lære det ved det vig­tigs­te center for matematisk læring, valgte han at tage til al-Andalus. Det var her, han kunne læse teks­terne, og her de bedste forskere fandtes. I 960'erne rejste han til al-Andalus og kom for­ment­lig til Cordoba for at lære om matematik.

Et komplekst samfund
Den i­sla­mi­ske erobring af Spanien gjorde al-Andalus til et vigtigt intellektuelt centrum, men det førte også til dan­nel­sen af et meget komplekst samfund, fordi der var mange etniske og re­li­gi­øs­e grupper. Det var det eneste område i Europa, hvor et stort antal kristne, jøder og muslimer levede sammen i hundredvis af år. De kristne i al-Andalus, de som valgte at leve under umayyaderne og deres ef­ter­følg­ere, var kendt som mozarabere. Mozaraberne blev behand­let godt under det i­sla­mi­ske her­re­dømm­e, selv om der var visse restriktioner, som gjorde dem til en slags andenrangsborgere indenfor al-Andalus. Mozarabere og jøder var "bogens folk", og mus­li­mer­ne var derfor af den op­fat­tel­se, at de havde modtaget en del af den gudommelige åbenbaring. Det gamle Te­sta­men­te og Det nye Te­sta­men­te blev opfattet som indeholdende en del af Guds vilje. Mozarabere og jøder havde lov til at prak­ti­se­re deres religion indenfor al-Andalus, og mozaraberne blev tildelt en vis grad af autonomi indenfor al-Andalus. De havde ek­sem­pel­vis deres egne domstole og dommere, og hvis en sag in­vol­ve­re­de to kristne, behøvede man ikke at bruge islamisk lovgivning. Man kunne bruge vestgotisk lov og dømme i o­ver­ens­stem­mel­se med kristen lov. Det var end­vid­e­re muligt for mozarabiske kristne at besidde embeder indenfor den i­sla­mi­ske admi­ni­stra­tion og regering. Men havde man am­bi­ti­o­ner om at nå langt indenfor den i­sla­mi­ske verden, skulle man konvertere til islam, fordi det at være kristen ville begrænse dine mu­lig­he­der for at få stor ind­fly­del­se på sam­fun­det i al-Andalus.
Mus­li­mer­ne indførte dog restriktioner på mozaraberne samt jøderne. Den tydeligste forskel var beskatning, da mozarabere og jøder skulle betale en særlig skat, den såkaldte jizya, som var et tegn på, at de havde un­der­kas­tet sig islamisk her­re­dømm­e. De kunne ikke prak­ti­se­re deres religion på den måde, de ønskede, da de var be­græns­et i at udtrykke deres religion of­fent­ligt. For eksempel var det forbudt for en mozaraber at ringe med kirkeklokken, fordi dette var en offentlig proklamation af den kristne tro. Teoretisk set måtte man heller ikke bygge en ny kirke, selv om dette forbud ofte blev omgået. Det var end­vid­e­re forbudt at proselytisere, og hvis man som mozaraber forsøgte at omvende en muslim til kris­ten­dom­men, blev man hen­ret­tet. Mozarabere var også fysisk be­græns­et, da man i byer som Sevilla og Cordoba skulle holde sig til særlige kvarterer reserveret til mozarabere. Dette gjorde det muligt for de mus­lim­ske myn­dig­he­der at føre tilsyn med de kristnes ak­ti­vi­teter.
I løbet af 8., 9. og 10. årh­undr­ed­e svandt antallet af kristne ind i al-Andalus, ikke fordi de blev tvunget til at konvertere, men fordi de blev absorberet ind i den mus­lim­ske verden og be­slut­te­de at blive muslimer. Dette tog for alvor fart i løbet af det 10. årh­undr­ed­e, da de kristne i denne periode gik fra at udgøre flertallet i al-Andalus til at være en minoritet i be­folk­nin­gen. Nogle kristne så på denne ud­vik­ling med skepsis og stod bag demonstrationer imod islam og talte dårligt om Muhammed i kristne kirker. Man forsøgte at forene de kristne om kris­ten­dom­men i håb om, at nogle kristnes martyrdød ville inspirere kristne til at holde fast i deres religion og ikke konvertere til islam.
Kristne demonstrationer og kristne martyrer var i­mid­ler­tid ikke nok til at få folk til at vende tilbage til kris­ten­dom­men eller undlade at lade sig omvende til islam. Som kon­se­kvens heraf var hovedparten af be­folk­nin­gen, da det kristne nord sent i det 11. årh­undr­ed­e begyndte at indlede en til­ba­ge­e­ro­bring af Spanien, muslimsk, mens kristne udgjorde et min­dre­tal.

Publikationsår: 2015

Ar­bejds­spørgsm­ål:

1. Har mus­li­mer­nes til­ste­de­vær­els­e i Spanien og interaktionen mellem muslimer og kristne haft nogen be­tyd­ning for nutidens relationer mellem kristne og muslimer?

An­be­fa­let lit­te­ra­tur:

Kennedy, Hugh
Muslim Spain and Portugal
Longman, 1997

Safran, Janine
The Second Umayyad Caliphate: The Articulation of Caliphal Legitimacy in Al-Andalus
Harvard U­ni­ver­si­ty Press, 2001

Glick, Thomas F.
Islamic and Chri­sti­an Spain in the Early Middle Ages
Princeton U­ni­ver­si­ty Press, 1979

Collins, Roger
Early Medieval Spain: Unity in Diversity, 400-1000
Palgrave MacMillan, 1995