Det islamiske Al-Andalus
I flere århundreder var Den iberiske Halvø domineret af muslimerne, som erobrede området i begyndelsen af det 8. århundrede. Det islamiske Spanien eller al-Andalus, som araberne kaldte det, var i perioden fra det 8. til 10. århundrede et af de mest økonomisk veludviklede områder og sofistikerede områder af Europa. Al-Andalus havde en usædvanlig blanding af religiøs og etnisk mangfoldighed, sofistikeret økonomi og højkultur. Dette har fået nogle historikere til at romantisere omkring det islamiske Spanien og se dette som guldalderen for samvær mellem jøder, kristne og muslimer.
Spanien var religiøst og etnisk et mangfoldigt og komplekst område af Europa. Det havde en betydelig muslimsk, kristen og jødisk befolkning, som levede side om side. Men at romantisere dette forhold giver absolut ingen mening. Politik i al-Andalus var brutal, og kristne såvel som jøder blev underkastet visse religiøse og juridiske uligheder i forhold til muslimerne. Al-Andalus var dog centralt for den kulturelle udveksling mellem de islamiske og kristne verdener i resten af middelalderen.
Muslimernes ankomst til Den iberiske Halvø
I århundreder havde vestgoterne domineret Den iberiske Halvø, men igennem anden halvdel af det 7. århundrede marcherede araberne i Allahs navn gennem Nordafrika. Statholderen i Nordafrika, en vis Musa bin Nusayr, som regerede området fra Kairouan (nuværende Tunesien), havde vanskeligt ved at pacificere de krigeriske berberstammer. For at aflede deres krigeriske instinkter sendte han i 711 en flok berbere anført af Tariq over strædet til Den iberiske Halvø. Tariq besejrede i det første slag kong Rodrigo, hvorefter det svagt strukturerede vestgotiske styre brød sammen. Musa fik hurtigt interesse for området, hvorfor han organiserede en arabisk hær, der uden større besvær fortsatte erobringen af halvøen. I 715 nåede de til Gijón ved Biscayen og det følgende år til Barcelona. De krydsede også Pyrenæerne og erobrede området op til Narbonne. I de følgende år fortsatte de længere nordpå indtil den militære ekspansion blev afløst af tilbagetrækning, da de i 732 blev besejret af frankerne ved Poitiers. I 759 blev de fordrevet fra Narbonne, hvorefter muslimerne konsoliderede deres magt syd for Pyrenæerne.
Araberne mødte dog modstand på Den iberiske Halvø, da kristne under ledelse af den vestgotiske aristokrat Pelagius (spansk: Pelayo) organiserede de kristne i de asturiske bjerge (718-720). De kristne i det vanskelige terræn blev aldrig undertvunget. Pelagius og hans efterfølgere opbyggede kernen til det kristne fyrstedømme Asturien. Muslimerne opgav desuden omkring 740 Galicien på grund af forbitrelse blandt berberne, som ikke fandt området tillokkende i forhold til de mere frodige provinser langs floderne Ebro, Guadalquivir, Tajo og Júcar. På grund af hungersnød i dette isolerede område gjorde de oprør og begyndte i stedet at bekrige araberne.
Det var således hovedparten af det vestgotiske Spanien, som faldt i hænderne på araberne og berberne, men med kristne enklaver. Der blev dannet en grænse i det nordlige Spanien langs floddalene Duero og Ebro, som adskilte det islamiskdominerede syd fra de kristne territorier i de bjergrige egne, hvor kongedømmerne Kastilien-Leon og Aragonien tog form.
Umayyadedynastiet
De muslimske sejrherrer etablerede en hovedstad i al-Andalus, men i stedet for at overtage vestgoternes Toledo, valgte de Cordoba ved Guadalquivir, som lå længere mod syd og tættere på Nordafrika. Cordoba forblev det politiske centrum for det islamiske Spanien indtil begyndelsen af det 11. århundrede.
Indtil 756 var al-Andalus en del af et kæmpemæssigt imperium, der var underkastet kaliffen i Damaskus. Statholderen i al-Andalus var en emir, som enten var blevet direkte udpeget af kaliffen i Damaskus eller af kaliffens repræsentanter i Nordafrika. Udviklingen i Mellemøsten tog dog en politisk drejning, som fik store konsekvenser for al-Andalus, der som følge heraf blev et uafhængigt emirat. Fra midten af det 7. århundrede havde kaliffen i Damaskus tilhørt umayyadedynastiet, men i 750 gennemførte abbasiderne et kup. De fjernede kaliffen og udslettede alle medlemmer af umayyadedynastiet. I stedet for at regere fra Damaskus flyttede abbasiderne hovedstaden til Bagdad, der forblev kalifatets hovedsæde frem til midten af det 13. århundrede. Der var dog ét medlem af umayyadedynastiet, som overlevede. Det lykkedes en vis Abd ar-Rahman at flygte over Middelhavet og blive leder for en oprørsgruppe i al-Andalus. Han besejrede den lokale emir i et slag, hvorefter han i 756 kunne lade sig udråbe til den nye emir i al-Andalus. Da han ikke havde i sinde at støtte abbasiderne, som havde dræbt de fleste af hans slægtninge, erklærede han al-Andalus for politisk uafhængigt af kaliffen i Bagdad. Umayyaderne blev det nye herskerdynasti i al-Andalus og forblev ved magten indtil 1031. Abd ar-Rahman lod sig ikke udråbe til kalif, men blot til emir og erklærede sig dermed ikke for religiøst uafhængig af Bagdad.
Cordobakalifatet
Umayyadedynastiet i al-Andalus nåede sit højtepunkt i det 10. århundrede, og det er værd at bemærke, at det islamiske al-Andalus og det kristne Europa bevægede sig i forskellige tempi. Det vil være meget vanskeligt at betragte det 10. århundrede i Europa som et højdepunkt, mens det i al-Andalus blev betragtet som guldalderen. Det individ, som havde størst betydning for denne udvikling, var Abd ar-Rahman 3., der havde en usædvanlig lang regering. Han blev i en alder af tyve år emir i 912 og regerede herefter frem til sin død i 961. Abd ar-Rahman 3. havde ikke arabiske træk, da han havde blå øjne og lyst hår. Hans mor var franker, og umiddelbart var hans lyse udseende et handicap for ham, da han blev hånet af andre arabere. Han farvede angiveligt sit hår sort i et forsøg på ikke at skille sig så meget ud, men øjnene afslørede hans baggrund.
Abd ar-Rahman 3. var kendt for in magtanvendelse i nedkæmpningen af oprør og grupper, som udfordrede hans autoritet. I flere områder af al-Andalus opstod der gang på gang væbnede opstande, organiseret af både arabiske klaner og lokalt forankrede adelsslægter. Emirerne brugte mange ressourcer på at nedkæmpe disse oprør, da halvdelen af indtægterne gik til dette. En af oprørerne var en vis ibn Hafsun, som havde plaget umayyaderne med talrige oprør. Da han døde i 917, fortsatte hans sønner opstandene imod Abd ar-Rahman 3., der dog var fast besluttet på at gøre en ende på dette. Det tog ham elleve år, indtil han i 928 endelig havde besejret ibn Hafsuns sønner. Abd ar-Rahman 3. var imidlertid ikke tilfreds med kun at besejre sine fjender. Han fandt frem til ibn Hafsuns lig, som havde ligget i jorden i elleve år. Han gravede liget op, hvorefter det blev korsfæstet i al offentlighed. Han ønskede at sende en besked til sine fjender om, at selv i døden undslap man ikke Abd ar-Rahman 3. - han ville finde frem til dig og straffe dig.
Abd ar-Rahman 3. var også særdeles kreativ i sin anvendelse af teknologi, som kunne imponere de mennesker, som kom i audiens hos ham. Abd ar-Rahman 3. blev så magtfuld, at han i 929 besluttede, at det var tid til, at umayyaderne tog den titel, som de engang havde haft i deres besiddelse, men mistet til abbasiderne. Han tog titlen kalif (arabisk: khalifa). Det vil sige, at han nu fremstod som profetens efterfølger og de rettroendes leder. Hans problem var imidlertid, at den islamiske verden nu var underkastet tre forskellige kaliffer, da fatimiderne i Nordafrika også havde udråbt deres kalif, hvortil naturligvis kom abbasiderne i Bagdad.
Umayyadernes fald og Al-Mansur
Mod slutningen af det 10. århundrede var umayyaderne ved at miste kontrollen over al-Andalus, og tidligt i det 11. århundrede blev al-Andalus fragmenteret i et stort antal mindre uafhængige riger. Kampene mellem umayyaderne og de kristne spanske kongedømmer i nord tog til i slutningen af det 10. århundrede. En embedsmand ved navn Ibn Abi Amir gennemførte talrige succesfulde felttog mod de kristne, hvorfor han tillagde sig titlen al-Mansur b'illah (”Sejrherre med guds hjælp”). Han blev derfor enten kendt som al-Mansur eller Almanzor, som er hans spanske navn. Al-Mansur var ikke medlem af umayyadedynastiet, men opnåede kontrol med umayyaderne. Dette førte til forargelse og forbitrelse blandt de aristokratiske arabiske familier, som foragtede al-Mansur. Al-Mansur formåede at forpurre en sammensværgelse, der havde til hensigt at dræbe umayyadekaliffen i 976. Kaliffen var en 10-årig dreng ved navn al-Hisham 2., der som tak for, at al-Mansur reddede hans liv, gjorde denne i stand til at kontrollere kaliffen frem til al-Mansurs egen død i 1002.
Udover at forvandle kaliffen til en kransekagefigur øgede han også sin egen prestige og gjorde sin kontrol med staten acceptabel for andre ved at føre konstante krige mod de kristne i det nordlige Spanien. Han vandt en lang række sejre over de spanske kristne i nord. Blandt de mest spektakulære plyndringstogter og sejre var hans plyndring af Barcelona i 985, der gav genlyd i hele den kristne verden. Endnu vigtigere var dog hans angreb på Santiago de Compostela i 997. Santiago de Compostela er placeret i det nordvestlige Spanien og en af de vigtigste kristne helligdomme. I år 814 mente man at have fundet de jordiske rester af apostlen Jakob i Galicien og på stedet - Campus stellae (Compostela), ("stjernens mark") - opførte man en katedral. Stedet blev knyttet til den kristne tilbageerobring af Spanien, da en fyrste af Navarra under et slag med muslimerne i 844 så den populære helgen, som herefter fik tilnavnet Matamoros (”maurerdræberen”). Allerede sent i det 10. århundrede var Santiago de Compostela et stort pilgrimscenter i Europa, hvorfor al-Mansurs plyndring af stedet var endnu vigtigere. Med sig tog han kirkeklokkerne, og han tøvede ikke med at prale åbent om sine store bedrifter og sejre over de kristne. Ligesom enhver hersker i al-Andalus var han veluddannet og skrev poesi, hvoraf det meste handlede om hans militære sejre, og på baggrund heraf lærer vi også, at han langt fra var en ydmyg mand.
Al-Mansurs selvbestaltede storhed, som han opnåede gennem sine talrige militære sejre og kontrollen med umayyaderne, kom til udtryk ved opførelsen af hans eget hof med lærde og hofembedsmænd. Al-Mansur havde mere magt end kaliffen, men han gjorde ikke sig selv til kalif, da dette kunne få de andre medlemmer af umayyadedynastiet og andre arabiske aristokrater til i fællesskab at gå imod ham. Al-Mansur døde i 1002, men hans søn og efterfølger, Sanjul, viste ikke helt den samme forståelse for politik som sin far. Sanjul var ikke tilfreds med den egentlige magt. Han ønskede, at titlerne skulle følge med, og han overbeviste derfor umayyadekaliffen i Cordoba, som ikke havde en mandlig arving, om at udnævne ham til den næste kalif, hvorefter kalifatet ville komme i al-Mansur-familiens besiddelse. Kaliffen udnævnte Sanjul som sin arving, men dette fik andre medlemmer af umayyadedynastiet til at gøre modstand, og det samme gjorde andre medlemmer af det arabiske aristokrati i al-Andalus. Konflikten førte til en borgerkrig, som svækkede al-Andalus i adskillige årtier.
Borgerkrigen, der brød ud i 1009, var skæbnesvanger for Sanjul. Hans støtter forlod ham, og han blev taget til fange og korsfæstet. Borgerkrigen sluttede dog først i 1031, men i stedet for at genindsætte en umayyadeslægtning som kalif, besluttede de arabiske aristokrater at afskaffe kalifatet. I stedet splittede de al-Andalus op i en række mindre riger, og denne fragmentering blev begyndelsen på den kristne tilbageerobring af Spanien, som for alvor tog sin begyndelse i slutningen af det 11. århundrede.
Økonomien i al-Andalus
Der var i tidlig middelalder stor forskel på at krydse grænsen mellem det islamiske al-Andalus og det kristne Spanien i nord. Det var som at træde ind i to forskellige verdener. Eksempelvis havde en stor kristen by i 8., 9. eller 10. århundrede måske en befolkning på mellem 10.000 og 20.000 indbyggere, og det var kun byerne i Italien, som nåede op på dette niveau. Til sammenligning havde byen Cordoba på forskellige tidspunkter i løbet af umayyadernes herredømme en befolkning på mellem 100.000 og 250.000. Ingen by i det kristne Europa kunne konkurrere med Cordoba, som var så udsædvanligt stor, fordi den var hovedsædet for umayyaderne, men der var andre byer i al-Andalus, hvor befolkningen nåede op på 40.000 og 50.000. Al-Andalus var uden sammenligning det mest urbaniserede område i Europa.
Al-Andalus nåede også et langt højere økonomisk niveau, da det havde betydelige handelsmæssige kontakter med andre dele af verden gennem arabiske handelsmænd. Man havde eksempelvis betydelige kontakter med Kina og Indien gennem arabiske handelsfolk, som rejste fra den ene ende af den islamiske verden til den anden. Det primære formål for de arabiske handelsfolk i al-Andalus var at skaffe råmaterialer til Nordafrika og Mellemøsten, hvor man eksempelvis ikke havde ret meget træ. Spanien kunne eksportere træ, fødevarer, korn og naturligvis metaller, og til gengæld modtog araberne i al-Andalus luksusvarer fra fjerne egne af verden.
Handel mellem det islamiske al-Andalus og de kristne kongedømmer mod nord var næsten ikke-eksisterende, da Al-Andalus fokuserede på Nordafrika og det østlige Middelhavsområde. Årsagen til den begrænsede økonomiske aktivitet mellem al-Andalus og det kristne nord var, at det kristne Nordspanien var økonomisk underudviklet og ikke havde råd til varer produceret i al-Andalus.
Araberne forandrede på mange måder Spanien, da de bragte nye teknologier og landbrugsprodukter med sig. Dette var i høj grad medvirkende til at gøre Spanien langt mere produktivt, end det tidligere havde været. Romerne havde også bragt deres egne landbrugsteknikker med sig og blandt andet introduceret kunstvanding, som var altafgørende for spansk landbrug. Arabernes ankomst fik dog langt større betydning for landbrugslivet i Spanien, fordi de havde stor erfaring med at få fødevarer til at vokse i meget tørre områder. De havde stor erfaring med forskellige kunstvandingssystemer, og disse bragte de med sig til Spanien. Introduktionen af disse systemer i Spanien har fået nogle historikere til at betegne denne proces som ”syrianiseringen af Spanien”, fordi de overtog nye planer og teknologier fra den arabiske verden.
De nye kunstvandingssystemer faldt i to kategorier. For det første bragte araberne med sig en omfattende viden om, hvordan man skulle bruge kanaler og få vandet til at flyde fra fjerne floder og bjergegne ned til sletterne. Araberne havde også udviklet sofistikerede metoder til at hente vand op fra brønde, fx ved hjælp af hydrauliske hjul, som blev trukket af dyr. Araberne havde stor betydning for det spanske landbrugs udvikling, hvorfor det er, at mange spanske landbrugsord eller ord, som er knyttet til kunstvanding, faktisk er arabiske ord.
Udover ny teknologi tog araberne også nye landbrugsplanter med sig til Spanien. Det var planter, som var meget afhængige af vand og derfor ikke kunne dyrkes i Spanien før arabernes ankomst. Dette var først og fremmest ris, men også sukkerrør og bomuld. Bomuld blev dog først introduceret af araberne sent i det 11. århundrede.
Forandringerne indenfor landbruget fandt sted relativt hurtigt. Allerede i løbet af det 8. århundrede blev de forskellige teknikker og praksisser brugt flere stedet, og i takt med at lokale kristne så, hvor effektive disse teknikker var, begyndte de også selv at bruge de arabiske teknikker.
Den kulturelle blomstring i al-Andalus
Den islamiske højkultur var ikke helt så hurtig til at blomstre som landbrugsteknikkerne. I det 8. århundrede var al-Andalus ikke den del af den islamiske verden, hvor man opholdt sig, hvis man ønskede at studere astronomi eller matematik eller finde græske manuskripter om filosofi.
Det var først for alvor i det 9. århundrede, at al-Andalus udviklede sig til et vigtigt intellektuelt centrum i Europa og endda i hele den islamiske verden. I løbet af det 9. århundrede og især i løbet af det 10. århundrede begyndte lærde at samle sig i Spanien, og det var muslimske såvel som jødiske lærde. Disse forskere fik et godt rygte indenfor videnskaberne, især hvad angår matematik og astronomi.
Udover at tiltrække vigtige lærde samlede i man al-Andalus også på vigtige manuskripter – det var eksempelvis græske filosofiske manuskripter, som havde fundet deres vej til denne ende af den islamiske verden. Medlemmer af umayyadedynastiet var afgørende for at bringe den islamiske højkultur til al-Andalus. Eksempelvis var Abd ar-Rahman 3. en meget veluddannet mand og meget interesseret i forskning, og det samme var hans efterfølger, al-Hakam, der regerede fra 961 til 976. Al-Hakam havde angiveligt et bibliotek på mere end 400.000 bind. Selv om dette tal utvivlsomt er alt for højt, var han i besiddelse af et bibliotek, som var større end noget bibliotek i det kristne Europa. Et bevis på, at al-Andalus havde udviklet sig til et intellektuelt centrum, er Gerbert af Aurillac. Han var kristen og formentlig den vigtigste matematiker i det 10. århundredes Europa, og da han ønskede at lære om matematik og at lære det ved det vigtigste center for matematisk læring, valgte han at tage til al-Andalus. Det var her, han kunne læse teksterne, og her de bedste forskere fandtes. I 960'erne rejste han til al-Andalus og kom formentlig til Cordoba for at lære om matematik.
Et komplekst samfund
Den islamiske erobring af Spanien gjorde al-Andalus til et vigtigt intellektuelt centrum, men det førte også til dannelsen af et meget komplekst samfund, fordi der var mange etniske og religiøse grupper. Det var det eneste område i Europa, hvor et stort antal kristne, jøder og muslimer levede sammen i hundredvis af år. De kristne i al-Andalus, de som valgte at leve under umayyaderne og deres efterfølgere, var kendt som mozarabere. Mozaraberne blev behandlet godt under det islamiske herredømme, selv om der var visse restriktioner, som gjorde dem til en slags andenrangsborgere indenfor al-Andalus. Mozarabere og jøder var "bogens folk", og muslimerne var derfor af den opfattelse, at de havde modtaget en del af den gudommelige åbenbaring. Det gamle Testamente og Det nye Testamente blev opfattet som indeholdende en del af Guds vilje. Mozarabere og jøder havde lov til at praktisere deres religion indenfor al-Andalus, og mozaraberne blev tildelt en vis grad af autonomi indenfor al-Andalus. De havde eksempelvis deres egne domstole og dommere, og hvis en sag involverede to kristne, behøvede man ikke at bruge islamisk lovgivning. Man kunne bruge vestgotisk lov og dømme i overensstemmelse med kristen lov. Det var endvidere muligt for mozarabiske kristne at besidde embeder indenfor den islamiske administration og regering. Men havde man ambitioner om at nå langt indenfor den islamiske verden, skulle man konvertere til islam, fordi det at være kristen ville begrænse dine muligheder for at få stor indflydelse på samfundet i al-Andalus.
Muslimerne indførte dog restriktioner på mozaraberne samt jøderne. Den tydeligste forskel var beskatning, da mozarabere og jøder skulle betale en særlig skat, den såkaldte jizya, som var et tegn på, at de havde underkastet sig islamisk herredømme. De kunne ikke praktisere deres religion på den måde, de ønskede, da de var begrænset i at udtrykke deres religion offentligt. For eksempel var det forbudt for en mozaraber at ringe med kirkeklokken, fordi dette var en offentlig proklamation af den kristne tro. Teoretisk set måtte man heller ikke bygge en ny kirke, selv om dette forbud ofte blev omgået. Det var endvidere forbudt at proselytisere, og hvis man som mozaraber forsøgte at omvende en muslim til kristendommen, blev man henrettet. Mozarabere var også fysisk begrænset, da man i byer som Sevilla og Cordoba skulle holde sig til særlige kvarterer reserveret til mozarabere. Dette gjorde det muligt for de muslimske myndigheder at føre tilsyn med de kristnes aktiviteter.
I løbet af 8., 9. og 10. århundrede svandt antallet af kristne ind i al-Andalus, ikke fordi de blev tvunget til at konvertere, men fordi de blev absorberet ind i den muslimske verden og besluttede at blive muslimer. Dette tog for alvor fart i løbet af det 10. århundrede, da de kristne i denne periode gik fra at udgøre flertallet i al-Andalus til at være en minoritet i befolkningen. Nogle kristne så på denne udvikling med skepsis og stod bag demonstrationer imod islam og talte dårligt om Muhammed i kristne kirker. Man forsøgte at forene de kristne om kristendommen i håb om, at nogle kristnes martyrdød ville inspirere kristne til at holde fast i deres religion og ikke konvertere til islam.
Kristne demonstrationer og kristne martyrer var imidlertid ikke nok til at få folk til at vende tilbage til kristendommen eller undlade at lade sig omvende til islam. Som konsekvens heraf var hovedparten af befolkningen, da det kristne nord sent i det 11. århundrede begyndte at indlede en tilbageerobring af Spanien, muslimsk, mens kristne udgjorde et mindretal.
Publikationsår: 2015
Arbejdsspørgsmål:
1. Har muslimernes tilstedeværelse i Spanien og interaktionen mellem muslimer og kristne haft nogen betydning for nutidens relationer mellem kristne og muslimer?
Anbefalet litteratur:
Kennedy, Hugh
Muslim Spain and Portugal
Longman, 1997
Safran, Janine
The Second Umayyad Caliphate: The Articulation of Caliphal Legitimacy in Al-Andalus
Harvard University Press, 2001
Glick, Thomas F.
Islamic and Christian Spain in the Early Middle Ages
Princeton University Press, 1979
Collins, Roger
Early Medieval Spain: Unity in Diversity, 400-1000
Palgrave MacMillan, 1995